Hvis vi er mange nok, kan vi sammen ændre den førte politik

Princippet om, at forureneren betaler, var den røde tråd i Jesper Kiels kyndelmissetale:

- Det er vigtigt, at vi i fællesskab holder fast i presset på kommunen, regeringen og ikke mindst på dem, der truer vores natur og miljø. 

Hvis vi er mange nok, så kan vi sammen ændre den førte politik. Vi kan og skal sammen stå vagt om noget af vores meget værdifulde natur: kysterne, sagde han.

Det var 10. gang, at DN Svendborg havde indbudt til kyndelmissebål ved Christiansminde for at markere ønsket om at beskytte kysterne mod byggeri - men i år blev det uden bål på grund af stærk blæst.
Trods blæst og snuskregn var der højt humør hos de omkring 70 deltagere i alle aldre, og efter tale og tre fællessange ledsaget af Anne Kirk på harmonika, var der en snaps til de voksne og juice til børnene.

Jesper Kiels tale
Vi har lånt Jesper Kiels talepapir, så du her kan læse hele hans tale:

”Tak for at jeg må komme her igen.
Vi har mødtes her på stranden nogle gange. Det var i starten en protest mod at fylde store dele af stranden og kysten med mere byggeri, et stort bro-anlæg og en ø ud i sundet.

Det var i sin grundessens en konflikt mellem et hotels ønske om øget indtjening og borgernes ønsker om at have en smuk kystlinje at spadsere langs.
Hvad vægter vi højest?
Økonomisk vækst eller vores fælles naturværdier?

I dag vil jeg kredse om emnet: Når skaderne rammer med klimaforandringer, forurening og kvælstofbelastning - er det så forureneren, som betaler?  

Klimaet skaber voldsomme forandringer langs kysterne  

En gang tog man vejrvarsler af, hvordan vejret var ved kyndelmisse - det kan man nu endegyldigt droppe. 2023 var et vildt vejr-år: Vådeste januar, mest solrige juni siden 1940, vådeste juli, varmeste september og i det hele taget det vådeste år i Danmark. 

På globalt plan var det rekordvarmt.

KIimaforandringer sker for øjnene af os, og kysterne bliver påvirket - både af de store regnmængder og mere voldsomme stormflodshændelser. 
Vi slap jo ganske nådigt her i kommunen, men særligt på øerne blev vi ramt - ikke bare havneanlæg, men også nogle af vores naturtiltag. Fine vandhuller til klokkefrøer og andre truede arter var pludselig fyldt med saltvand.  De skulle tømmes inden ynglesæsonen - det blev de, og nu må vi håbe, at der er overlevende nok.

Det viser nok noget om de kommende års dilemmaer: Hvornår lader vi naturkræfterne råde? Hvordan skaber vi plads længere inde i landet til, at flora og fauna rykker længere ind, i takt med at havvandet stiger? 

Det, der i dag er strandenge, bliver måske til strand, og kan vi så skabe plads til nye strandenge og vandhuller på det, der i dag er dyrkede marker? 

 Vi slipper ikke for klimatilpasningen, men vi skal fortsat holde fast i, at vi skal opfylde klimamålene og sikre klimahandling.
Vi skal ikke som vores klimaminister bare konstatere: Så, nu er al CO2 blevet frigjort fra lavbundsjordene - hurra hurra - så behøver vi ikke gøre mere ved det..
Det betyder jo tværtimod, at så er opgaven endnu større, situationen er mere alvorlig, end vi troede, og her var det måske værd at kigge på princippet om at “forureneren betaler.” 

Forureneren betaler - heller ikke i Randers
Det tragiske ved det princip, som regeringen lige har genoplivet foran de fremadmasende jordbunker i Randers, er, at det sjældent bliver brugt. Enten var forureningen fuldt lovlig, da den foregik, eller også opdagede myndighederne det for sent, og hvis der i sidste ende som i Randers ender med at være en kæmpe regning, så går selskabet konkurs, og dem, der tjente pengene, mens det gik godt, slipper for at betale for regningen.

En af truslerne mod vores kyster i dag er PFAS. Store dele af kystnære områder langs Vesterhavet er ramt af forurening, og de, som står bag, kommer ikke til at betale en euro.
De tusindvis af PFAS-stoffer er tilladt i alt fra regntøj til pesticider. Her står væksten over fællesskabets sundhed, og særligt kystmiljøet rammes.  Her går det alt for langsomt - det kræver, at EU kommer på banen, eller måske skulle vi i Danmark gå foran og lave forbud.

Men selv når love og regler er på plads, skal man være opmærksom, når der er åbenlys økonomisk interesse i at bryde reglerne. Nordic Waste var reelt ikke en virksomhed, som behandlede den jord, de tog sig dyrt betalt for at behandle. De lagde den i vid udstrækning bare i et kæmpe bjerg.

Jeg har ikke ondt af, at mangemilliardæren, som ejer Nordic Waste, bliver udskammet. Man savner jo lidt, at det håndfast var muligt at sende regningen for forureningen.
Det kommer næppe til at få nogen konsekvenser.
Christiansborg burde måske lige vende blikket indad. De har skabt en privat sektor for affalds- og miljøbehandling, hvor alt fra affaldsforbrænding, spildevand, kompostering og jordbehandling kan overlades til de frie markedskræfter og et snævert fokus på bundlinjen.
Samtidigt lægges kommunerne under konstant pres for at spare og har i nogle tilfælde fået tildelt alt for komplicerede miljøopgaver. 

Randers er nok et tilfælde, hvor der måske ikke var for meget bureaukrati, men måske lige lovlig lidt bureaukrati - forstået på den måde, at der er nogle regler, og de regler skal kommunen sikre bliver overholdt.

Truslerne ved kysterne - kvælstof
Forureningen ved Ølst når forhåbentlig ikke frem til Randers Fjord, men det bliver en voldsom opgave.
I virkeligheden kommer truslen generelt et helt andet sted fra. Nemlig fra landbruget.
Vi har igen set et voldsomt iltsvind, det er ikke lige til at se her fra Christiansminde. Men ude på lidt større dybder er havbunden død.
Al forskning viser, at 70% af kvælstofudledningen stammer fra landbruget. Her kunne man godt savne en regering, som stod fast og sagde, at forureneren skal betale. 
Jeg tvivler på, at det sker. Der er brug for en akutplan, som lægger begrænsninger på tilførsel af kvælstof på marker, langs vandløb og kyster. På længere sigt skal store områder tages ud af drift.
Det er bydende nødvendigt! 

Gør noget ved truslerne
Nu er det så lykkedes mig at remse truslerne ved vores kyster op - men er det som med vejret: Alle taler om det, men ingen gør noget ved det?

Jeg oplever tit store forventninger til, hvad man som udvalgsformand har magt til. Jeg er i dialog omkring:  

• is på cykelbanerne, når det sner
• skal der være rundkørsler eller lyskryds?  eller 
• hvorfor sætter vi ikke en stopper for, at landmændene skærer levende hegn ned til grunden

Det er sjældent noget, jeg egentlig har magt, mandat eller lovhjemmel til at trumfe noget igennem omkring og slet ikke på egen hånd.

Men i går valgte jeg egenhændigt at skære igennem i en sag om kommunens regler: Jeg havde haft en længere dialog om hønseregulativet, som slår fast, hvornår haner må gale om morgenen. Der havde godt nok ikke været nogen direkte klager, men hønseregulativet skal jo overholdes, og det har jeg holdt fast i, men på et eller andet tidspunkt, så virker dialogen håbløs.

Der satte jeg en stopper for det ureglementerede galeri i byzonen! Kort proces!!  

De formastelige ligger nu parteret nede i fryseren.
Det var naturligvis at gribe til yderligheder, men på trods af dialog stod det klart, at mine hanekyllinger ikke var til sinds at lytte til argumenter og gode råd.

Det måtte de så betale for, og kommunens regler står nu ved magt igen!

Bum!  

Knapt så nemt er det jo generelt at gennemtrumfe princippet om, at forureneren betaler i daglig kommunalpolitik - og slet ikke som enkeltperson.

Derfor er det vigtigt, at vi i fællesskab holder fast i presset på kommunen, regeringen og ikke mindst på dem, der truer vores natur og miljø. 

 Hvis vi er mange nok, så kan vi sammen ændre den førte politik. Vi kan og skal sammen stå vagt om noget af vores meget værdifulde natur: kysterne. 
Derfor synes jeg, at denne tradition med kyndelmissebål er rigtig vigtig.

Tak for at I lyttede, og tak for at I mødte frem! ”