Nyhed

Det haster med at stoppe iltsvindet i Det sydfynske Øhav

Læserbrev i Fyns Amts Avis 17. april 2024

Vi har fået regn, regn og atter regn i foråret, og den har øget udvaskningen af næringsstoffer fra markerne.

Vi begynder allerede nu at se de første faresignaler på iltsvind. Det er tidligere end normalt og kan ende med endnu et historisk stort iltsvind i år. Tilbagegangen for naturen i havet gælder især Det sydfynske Øhav og de øvrige indre farvande.

Den altoverskyggende årsag er årtiers udledning af alt for meget kvælstof fra landbruget. Omkring 70 procent kommer fra landbruget, og den er ikke faldet de seneste cirka 20 år, selv om vi siden 80'erne har vidst, at den er hovedproblemet.

Nu oplever vi konsekvenserne, som forstærkes af klimaændringerne.

Det er bydende nødvendigt med politisk handling, og ikke kun fra Christiansborg. Skal vi lykkes med igen at få livet til at blomstre i de lokale havområder, kræver det, at de mest forurenende kvælstof-jorde langs kyster og vandløb tages ud af produktion.

I 2011 afdækkede Svendborg Kommune, at vi kan spare Det sydfynske Øhav for hele 150 tons kvælstof per år ved at udtage cirka 225 hektar lavbundsjord. Men her mere end 10 år efter er der ikke sket noget overhovedet!

Kommunalbestyrelsen lægger stor vægt på at tage sin del af ansvaret for, at Danmark kommer i mål med den grønne omstilling med vindmøller og solceller. Vi kunne ønske os, at Kommunalbestyrelsen blev lige så optaget af at tage sin del af ansvaret for at stoppe iltsvindet i Det sydfynske Øhav.
Det haster, hvis vi igen skal opleve et levende og mangfoldigt øhav!

René Lund Chetronoch, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Svendborg