Nyhed

Ny sydfynsk naturbog

”Naturhistorier” er en ny sydfynsk naturbog med fascinerende og oplysende kig ind i naturens mangfoldige univers. Det er den tredje i en serie af små naturbøger udgivet af Danmarks Naturfredningsforening Svendborg i samarbejde med forlaget Historia - og med naturmanden, Ian Heilmann, Thurø, som forfatter.

- Vores formål med bogen er at være med til at udbrede kendskabet til naturens rige og forunderlige verden på en både fængende og saglig måde, og vi håber, at bogen vil stimulere interessen for naturen hos både voksne og børn, siger formanden for Danmarks Naturfredningsforening Svendborg, René Lund Chetronoch.

Med udgangspunkt på Sydfyn & Øer fortæller bogen om flora, fugle, insekter, svampe og en enkelt fisk, og den inspirerer til udflugter og gode oplevelser i naturen – også sammen med børn og børnebørn.

Historierne er inddelt efter årets måneder og mange af dem understreger behovet for at tage bedre vare på naturen.

Bogens forfatter Ian Heilmann har livet igennem været lidenskabeligt optaget af fugle og det meste af den øvrige natur. Han er lic. scient. i fysik, har en kirkemusikalsk diplomeksamen og er organist i Brahetrolleborg kirke. Fritiden bruger han helst i felten med kikkert, kamera og skitseblok og ellers som bestyrelsesmedlem i bl.a. Danmarks Naturfredningsforening Svendborg og Dansk Botanisk Forenings Fynskreds

”Naturhistorier” er på 104 sider, rigt illustreret i farver med fotos og vignetter, koster 119 kr. – og kan købes hos boghandleren og Danmarks Naturfredningsforenings webshop Forside - Danmarks Naturfrednings Forening Shop