Arrangement

Kyndelmissebål ved Christiansminde

Stærke kræfter på spil ved vores kyster

Den nyvalgte forperson for Svendborg Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, Jesper Kiel, holdt båltalen, da DN Svendborg søndag, den 30. januar, for 8. gang holdt kyndelmissebål ved Christiansminde for at markere ønsket om at beskytte kysterne mod byggeri.

Og Christian Søgaard spillede til fællessang. Omkring 60-70 voksne og nogle få børn trodsede kulden og var med til at markere, at vi vil beskytte vores kyster mod byggeri.
Vi har lånt Jespers Kiels talepapir, så du her kan læse hans tale:

Der er stærke kræfter på spil ved vores kyster. I dag er det naturens kræfter, der spiller med musklerne. Og vi når lige at mødes mellem, at stormen er løjet af, og vandet går ind over stranden. 

I gamle dage tog man varsler af den slags, og der sagde man: “Hvis det blæser så meget, at 18 kællinger ikke kunne holde den 19. ved jorden, så vil foråret snart være på vej.”  

Så foråret er på vej!

Tradition
Kyndelmisse er en gammel tradition, hvor man, udover det religiøse, fejrede lyset og markerede, at man var kommet halvvejs gennem vinterhalvåret og skulle have halvdelen af vinterforrådet tilbage. Nu var man midt i vinteren og så frem mod foråret. 

Det, tænker jeg, passer fint til i år. Nu er vi forhåbentlig også gennem en epidemi. Den er på sit højeste, når vi kigger på smittetal, men nu klinger den forhåbentlig af i den kommende tid og med forårets komme. 

Traditionen i dag med Kyndelmissebål ved Christiansminde er knap så gammel, og anledningen er stadig aktuel. 

Baggrund 2015
I 2015 blev der åbnet op for, at man 10 steder i landet kunne bygge ved kysten, hvor det ellers ikke er tilladt. Hotel Christiansminde var straks på banen, og store planer om udvidelse af hotellet og byggeri helt ud i vandet blev bakket op af et flertal i byrådet

Det førte til en folkelige protest, og DN- Svendborg var med og startede denne dejlig tradition med Kyndelmissebål. 

Plads til naturen
Budskabet er simpelt: Vi skal lade være med at bebygge vores kyststrækninger. Vi skal holde fast i et åbent, offentligt og mest muligt uspoleret rum - med plads til naturen.

Christiansminde er jo ikke vild natur, men det er en fantastisk bynær kyststrækning, friholdt for byggeri og ikke mindst friholdt for private haver helt ned til vandet. Mange steder kan man jo ikke gå langs kysten her tæt på Svendborg by.  

Hvor vigtigt området er for borgerne, fik man med al tydelighed demonstreret under de sidste års nedlukninger. Det var nærmest sådan en nedluknings-Camino, som man bare skulle gå, og derfor var der en sand folkevandring langs Christiansmindestien. 

Her kan man gå med skoven på den ene side og sundet på den anden.

Det er dejligt både på en solrig sommerdag med udsigt til en dukkert og en overdådig is eller på en frostklar formiddag.  På en dag som i dag er man også helt klar over naturens kræfter. Stormen har først næsten tømt sundet for vand, og nu fyldes det op igen af strøm, så det ligner en elv ved Thurø-dæmningen. I aften fyldes sundet igen, og oversvømmelse truer.
Det er ved kyststrækninger, at stærke naturkræfter både råder og fascinerer.

180 km kyst - Stærke kræfter
Vi har næsten 180 km kyst i Svendborg Kommune. Her har en kombination af stærke naturkræfter med havet og vinden, som skaber vores kyster, sammen med lovgivning, der beskytter kysterne, sikret de danske kyster mod at blive bebygget med hoteller og privatområder overalt.

Men der er også andre kræfter på spil. Pengenes magt. Alt med havudsigt har stor udsigt til stigende ejendomspriser, så der er et hårdt pres for byggeri.

Derfor er vi nødt til at være på vagt, når der uden tilladelse laves kystsikring, spærres af for offentligheden eller laves tilbygninger uden tilladelse. 

Råd til naturen
Som formand for Teknik- og Miljøudvalget havde jeg jo gerne set, at vi havde musklerne til at gennemgå vores kyststrækninger, så de ikke snigende bliver spoleret. Men Svendborg Kommune er en af de kommuner, som har det mindste budget pr. borger til naturen. Så der er behov for, at der presses på, og at vi sammen holder på at beskytte naturen og landskabet ved vores kyster. Der skal være råd til naturen!

Sikre vandmiljøet
Når vi står her ved Christiansminde, så har vi også en anden udfordring tæt på.  Vi skal sikre vandmiljøet. Den helt store udleder er landbruget, men byerne skal også stramme op. Mange kan nok huske, at man i mange år ikke måtte bade ved Christiansminde, indtil vi fik et rensningsanlæg. Lidt utroligt at tænke på i dag.

Men en gang imellem vender de “gode” gamle dage tilbage. Der kommer kraftige regnskyl, og kloakkerne løber over og ud i Svendborgsund. Det skal vi have løst, og det er en kæmpe opgave. Alt vores regnvand skal skilles fra kloakkerne.

Der skal vi væk fra den situation, hvor sundet forurenes ved regnskyl, det skal vi ikke acceptere. DET tager tid, men vi skal sikre det rene havmiljø - både for folk og fauna. 

Sejr i Christiansminde
Men tilbage til anledningen: Det er lykkedes indtil nu at slippe for mere byggeri ved Christiansminde. Der kom en tilladelse, men ikke til at bygge en kunstig ø ude i vandet. Og så kunne der ikke skaffe investorer. Byrådet valgte heldigvis ikke at bevilge støtte til at tegne videre på planerne. 

Det er jo værd at markere, holde fast i og holde sammen om. Det er menneskets aktivitet og virkelyst som truer vores natur - men det er vores fælles glæde ved naturen, dét, at vi holder fast og står sammen, som kan sikre naturen.

Så tak til DN for denne nye kyndelmisse-tradition og til alle jer som er mødt op i dag!