Nyhed

Stop zig-zag kurs

DN Svendborg har sendt en opfordring til Svendborg Byråd om at stoppe zig-zag kursen, når det gælder vindmøller og solcelleanlæg - og i stedet genoptage den langsigtede planlægning på området. Læs mailen til byrådsmedlemmerne herunder og en kronologisk oversigt over byrådets proces vedr. vindmøller og solceller - i hhv. kort og en mere fyldestgørende version.

> Kort version af redegørelsen kan læses her

> Lang version af redegørelsen kan læses her

 

Det er disse dokumenter, som danner udgangspunkt for vores mail til byrådet, som følger her:

Kære byrådsmedlem

Hermed en kraftig opfordring fra Danmarks Naturfredningsforening Svendborg til byrådet om at genoptage arbejdet med en overordnet langsigtet planlægning for opstilling af vindmøller og solcelleanlæg i Svendborg Kommune - i stedet for den nuværende zig-zag kurs, der har været gældende siden 26. juni 2018.

Her stoppede et knebent flertal i byrådet planlægningen til fordel for ad hoc-behandling af ansøgninger, så der nu "behandles efter ansøgning" og "politisk besluttes individuelt". 

I strid med Miljøministeriets bekendtgørelse om, at kommunerne skal planlægge for vindmøller og i deres kommuneplan udpege områder, hvor det er muligt at placere møller. Og i strid med byrådets tidligere beslutninger og politik på området.

Fra DN Svendborg har vi gentagne gange efterlyst genoptagelse af den langsigtede planlægning med udpegning af egnede placeringer. Senest i august i år i vores høringssvar til lokalplanforslag for vindmøller ved Broholm.

Netop byrådets behandling af Broholm-ansøgningen har fået os til at kigge tilbage i byrådets planlægninger og beslutninger på området, og vi har udarbejdet en kronologisk oversigt, som desværre med al ønskelig tydelighed viser resultaterne af den manglende langsigtede planlægning - i form af zig-zag kurs, manglende screening og prioritering af ansøgninger, hovsa-beslutninger samt manglende samarbejde og konsensus i byrådet. 

Tydeligt eksemplificeret i behandlingen af ansøgningen om vindmøller ved Broholm, hvor lovgivning og vejledninger, egen politik på området og egen klima- og energipolitik samt lokale ansøgninger er tilsidesat for at tilpasse kommunens planlægning til en ansøgning fra en ikke-lokal privat investor, hvis investering hverken gavner lokalbefolkningen, områdets naturværdier eller kan medregnes i kommunens klimaindsats. 

I stedet for - som det burde være - at ansøgninger om vindmøller tilpasser sig kommunens planlægning.

Oven i købet er behandlingen sket i en primært helt lukket proces uden offentlighed - og uden senere redegørelse for processen under sagsfremstillingen ved vedtagelsen i udvalg og byråd.

Planlægning er nødvendig for at:

  • Overholde Miljøstyrelsens bekendtgørelse om planlægning for vindmøller.
  • Sikre størst mulig effektivitet ved placeringen af møller og solcelleanlæg og dermed følge Energistyrelsens vejledning i strategisk energiplanlægning, der advarer mod at opstille vindmøller på arealer med dårlige vindforhold, da dette resulterer i suboptimering af vindkraftmulighederne.
  • Undgå, at der opstilles møller og solcelleanlæg i områder, der ret beset er uegnede til formålet, som f.eks. i Broholm-området, der, ifølge Energiplan Fyns kortlægning, ligger dårligt, hvad angår miljøpåvirkninger, landskab, naturbeskyttelsesinteresser samt produktion - og hvor der med kommunens egne ord er "mindre god" vind. Desuden har byrådet både i 2010 og 2013 ikke fundet området og kommunen som helhed velegnet til vindmøller over 80 meter.
  • Sikre overblik i forhold til den helt nødvendige planlægning, der skal til, for at nå ambitionerne om kommunens forsyning med vedvarende energi, hvor - ifølge Svendborgs Klima- og Energipolitik - bl.a. "Hele kommunens elforbrug skal dækkes af vedvarende energi...enten ved produktion, der kommer fra kommunalt ejede selskaber, eller ved køb af grøn strøm". (Det sidste gør kommunen allerede).
  • Udnytte muligheden for at nå ambitionerne gennem samarbejde med vores lokale Sydfyns El Forsyning, SEF Energi, om udvidelse af SEFs vindmøllepark - og gennem udvidelse af kommunens selskaber Vand og Affald til også at omfatte vindmøller og solcelleanlæg.
  • Udnytte de muligheder for samarbejde om vedvarende energi, der ligger i kommunens aftaler med de øvrige fynske kommuner og Region Syddanmark og regionens kommuner - om bl.a. tværkommunalt samarbejde og partnerskaber på tværs af geografiske grænser, også den dansk-tyske. Og hvor Svendborg netop, ifølge Klima- og Energipolitikken, skal "Deltage aktivt i det tværkommunale samarbejde i regi af Energiplan Fyn."

Vi opfordrer til og håber meget, at I vil læse den kronologiske oversigt over processen vedrørende vindmøller og solceller. Den vedlægges i en kort version og i en mere fyldestgørende version. 

Og vi håber, at læsningen vil føre til, at byrådet genoptager den langsigtede planlægning for opstilling af vindmøller og solcelleanlæg. 

Til gavn for den grønne omstilling.

Bedste hilsner

Danmarks Naturfredningsforening Svendborg

René Lund Chetronoch
Formand
rlc.dn.svendborg@gmail.com">rlc.dn.svendborg@gmail.com
2711 0544

CC til Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen