Ians Klumme

Nåh-ja - det er jo bare en krage! Den velkendte fugl har en noget lav placering på fugleverdenens rangliste, den er der ligesom bare. På afstand kan den måske ligne noget mere interessant, men på tættere hold er man ikke i tvivl: En mellemstor fugl, med kraftigt, sort næb og en tofarvet fjerdragt, i sort og gråt, nogenlunde ligeligt fordelt. Men den er en alligevel en vinder – fordi den finder sig til rette næsten overalt: i skove, åbent land, parker, byer, kyster - og fordi den er altæder. Den er almindelig, fordi den er generalist og ikke specialist. Der er med andre ord noget menneskeligt over kragen. Og så er den relativt kløgtig, ligesom andre medlemmer af kragefuglefamilien: ravn, råge, allike, skade m.fl.

Men kragen er på vagt over for mennesker, og af god grund. Når man nærmer sig, letter den i god tid, den siger sit navn: kraaah-kraah, og flyver bort med lidt padlende, uregelmæssige vingeslag. Den husker måske tidligere tiders oplevelser med folk på landet, der var parat med bøsse, fælder og fosformos. Som Blicher også skriver i sin ikoniske februar-sang:

      ”Kragen spanker om med skaden / højt på rygningen af laden, / skeler til det tamme kræ.”

Og kragen nøjedes måske ikke med bare at skele. Og så gør jægeren ellers rent bord i den muntre børnesang, i sjælden 5/4-takt:

”Han skød den stakkels krage / simsalabimbambassaladussaladim /

han skød den stakkels krage ned!”                                                  

Bedre sans og indlevelsesevne for kragen havde forfatteren Johannes V. Jensen. I et lykkeligt samarbejde med maleren og tegneren Johannes Larsen i Kerteminde valgte de to navnebrødre til deres illustrerede digtcyklus ”Aarstiderne”, fra 1923, en fugl for hver af årets måneder. Februars fugl blev kragen, og i vers 3 af kragedigtet demonstrerer Jensen sit absolutte gehør for fugle:

I Kragens ru signaler 

vor Vinter Mæle faar, 

med Taagens røst den taler

og over Himlen skraar.

Som Taagen er den graa 

med Nattens Sværte paa; 

fra Land til By han flakker, 

den hæse Rakker.

Gråkrage i jordhøjde, februar på Thurø. Foto: IH

Skove af ålegræs gavnligt for klimaet

Ålegræs er en vandplante, der vokser i kystnære farvande. Fra jordstængler i havbunden bølger lange, smalle og lysegrønne blade op gennem vandet, og som alle andre planter kræver den sollys for at gro. Den kan derfor kun trives på vanddybder, hvor sollyset kan trænge ned, og den maksimale dybde afgøres af vandets klarhed. Ålegræs er en slags marinbiologisk nøgleart; enge af viftende ålegræs i solflimrende saltvand er hjemsted for et mylder af forskellige små havdyr og fiskeyngel, ”in an octopus´ garden”, som Ringo Starr sang (næsten rent) i 1967. I vinterhalvåret udgør ålegræsset et yndet spisekammer for andefugle som svaner, pibeænder og knortegæs.

Men ikke nok med det. Ålegræsset fungerer som havets ”klimaskove” med en effekt, som har overrasket forskerne på feltet. Gennem en længere årrække har professor Marianne Holmer fra Biologisk Institut på Syddansk Universitet og hendes internationale kolleger forsket i kulstof-kemien knyttet til havplanter og i særdeleshed ålegræs. Som alle andre planter der gror, henter ålegræsset ved fotosyntesen CO₂ ud af atmosfæren, (her via havvandet), og reducerer det til kulstof (C) i rødder og plantevæv. Herved iltes vandet og forsuring nedsættes. Får plantematerialet senere lejlighed til roligt at synke ned på havbunden, vil det sammen med rødderne lejre sig i et iltfattigt bundsediment, hvorved kulstofindholdet således bliver ”langtidsparkeret”. Det er en proces, som svarer til det, der skete i Kultiden for ca. 350 mio. år siden, da enorme skove af primitive træer forsvandt på bunden af store stillestående søer og over årmillioner omdannedes til det kul og den olie og gas, som vi nærmest på et splitsekund har været så ivrige med at hente op og brænde af. Med klimakrise til følge.

Thurøbund topper listen

Forskerne har fundet ud af, at ålegræsenge ofte er mere effektive end skove på land til at opfange CO₂ og lagre det som kulstof på bunden. Derfor er der blevet målt på ålegræsforekomster en lang række steder. Den suverænt største lagringseffekt er blevet målt i ålegræsforekomsterne i den beskyttede bugt Thurøbund, hvor sedimenteringen på havbunden er i ”verdensklasse”. Det har klimamæssige perspektiver. Bestræbelserne på at imødegå den menneskeskabte globale opvarmning går på to ben med hensyn til det voksende indhold af klimagassen CO₂ i atmosfæren: Dels ved at mindske udledningerne og dels ved at få hentet noget af det tilbage og lagre det som kulstof, enten i form af træer, muldjord og tømmer, eller som plantesediment på havbunden. Der er altså en lang række gode grunde til at hjælpe ålegræsset i de kystnære farvande med at kunne brede sig. Et sundt havmiljø med klart vand og uden algeopblomstring er vigtigt. Svendborg er såkaldt klima-plus kommune – lad os give den en spand kul: mere skov, bedre havmiljø med mere ålegræs: det blå kul. 

Ålegræs – gavner havets liv og miljø - og klimaet. Vignet: IH

Der har af gode grunde længe været stor bevågenhed omkring bevarelsen af de tropiske regnskove. Udover deres stabiliserende indflydelse på nedbør og klima er regnskove hjemsted for størstedelen af alle klodens kendte livsformer. Det er der også gode grunde til. Skovene har eksisteret i over 50 millioner år, et svimlende tidsspand, som har tilladt dyre- og plantearter at udvikle sig i gensidig balance. Et væld af forskellige økologiske nicher er opstået, beboet af et tilsvarende væld af specialiserede arter, begunstiget af det tropiske klima uden årstidsvariation. Lang kontinuitet er et nøgleord i forbindelse med biologisk mangfoldighed. De senere årtiers omfattende rydninger af tropisk regnskov til fordel for sojamarker og palmeolieplantager er i sandhed alarmerende. På nærmest bare et splitsekund bliver en urgammel og fintunet økologisk balance lagt uopretteligt øde, til fordel for kortsigtede fortjenester på svinefoder, kosmetik, chokolade og havemøbler.

Bekymringen for regnskovenes fremtid burde passende følges op med et øget fokus på vore egne skove og deres naturværdier. Danske løvskove har ikke eksisteret i årmillioner, ikke engang i de ca. 10.000 år der er gået siden sidste istid. Men skov herhjemme kan godt kaldes gammel, hvis den har en kontinuitet på adskillige hundrede år. Egentlig urskov har vi dog næsten ikke, da forstlig drift har rådet overalt. Tænk blot på skovhugsten, der fulgte, efter at englænderne var sejlet afsted med vores flåde i 1807, og vi forsøgte at starte forfra som søfartsnation.

Det er i de gamle løvskove, at størstedelen af Danmarks ca. 30.000 arter af livsformer har hjemme, og en lang række rødlistede (= truede) arter holder stand i få og små lommer af enten fredet eller ekstensivt drevet skov. I en ny rapport fra Københavns Universitet ”Bevarelse af biodiversiteten i de danske skove” (2016) kan man læse om, hvad der kan gøres for at bremse yderligere biologisk forarmelse. Ud fra kendskab til udbredelsen af rødlistearter anvises et landsdækkende netværk af løvskov på i alt 75.000 ha, som foreslås udtaget af forstlig drift. Det udgør 13%  af landets skovareal, og størstedelen falder i private skove, såmænd også noget i Svendborg og Langeland kommuner. Udfordringen ligger i samspillet med skovens øvrige samfundsgoder, som f.eks. produktion af træ. Regningen for tabt produktion anslås til 143 mio. kr. årligt. Analyser viser, at forvandlingen fra produktionsskov til stabil urskov tager omkring 500 år, så der ville i sandhed være tale om en visionær investering. Og samtidig et smukt bidrag til fejringen af 500-året for Reformationen: Da Martin Luther blev spurgt om, hvad han ville gøre, hvis verden gik under i morgen, skal han have svaret: ”Jeg ville gå ud og plante et æbletræ.”

Oprindelige bestande af Blå anemone er knyttet til gammel løvskov. Denne ikoniske blomst er på nippet til at forsvinde fra Sydfyn og Langeland. Foto: IH

For ti år siden opfordrede en dansk statsminister landets økonomiprofessorer til at skrive lærebøgerne om. De passede ikke til virkeligheden, hed det sig. Det holdt som bekendt ikke. Til gengæld er der andre fagbøger, der nu helt sikkert skal revideres, nemlig f.eks. indenfor ornitologi. Det drejer sig om vores viden om arternes slægtskabsforhold og afstamning, og det er vor tids avancerede DNA-analyser, der kaster nyt lys på sagerne. Det sker 250 år efter, at svenskeren Carl von Linné som den første gav et bud på en systematisk kortlægning af den biologiske virkelighed og dens overvældende mangfoldighed. Hundrede år efter igen satte Charles Darwin trumf på ved sin geniale forklaring på arternes oprindelse og slægtskabsforhold, som et resultat af en udvikling foregået over ufattelige tidsrum, helt uden for menneskets erfaringshorisont. Atter hundrede år efter, i 1953, klarlagdes DNA-molekylets dobbeltspiral-struktur og dermed mekanismen bag arv og afstamning. Teknikken med at kortlægge genomer er ny, og udredningen af evolutionens fint forgrenede stamtræer på denne basis kræver stor computerkraft.

Velkendt har det længe været, at man kan blive vildledt ved kun at slutte sig til, hvad øjet ser af form og funktion. F.eks. er det udelukkende tilpasningen til et liv i vand, der gør, at en delfin og en haj overfladisk ligner hinanden på deres strømlinede form. De kommer som bekendt fra vidt forskellige udviklingslinjer. Men vi har lige siden Linné og indtil for nylig gået og troet, at f.eks. falke og høge hører hjemme i samme orden, rovfuglene. De har jo krumme næb, skarpe klør og skarpe øjne tilfælles, tilpasset deres speciale med at fange levende bytte. Men deres gener viser en anden historie. Falkene er meget forskellige fra de andre rovfugle. En vandrefalk er faktisk efterkommer af en generel urform, der for ca. 50 mio. år siden spaltede ud i to linjer. Den ene førte til falke med speciale i at fange fugle i luften. Den anden linje ledte ved senere forgreninger til både papegøjerne og samtlige omkring 6000 arter spurvefugle. Og overraskelserne står i kø: Lappedykkere og flamingoer har en ikke så fjern fælles stamform, pingviner er mere ”moderne”, end man troede, og ugler er ligeså unge som dompapper. Derimod har ænder og hønsefugle overraskende en fælles og ældgammel linje, som opstod længe før den store eksplosion af fuglediversitet tog fart ved meteornedslaget for 60 mio. år siden, som samtidig gjorde det af med dinosaurerne. Fuglebøgerne skal skrives om, hvad angår udvikling og systematik - og det er ikke en gammel and. Det samme gælder for botanikken. Det ville bestemt have interesseret Linné.

DNA-analyser afslører nye og overraskende afstamningsforhold inden for dyre- og planteriget. Tegning: IH

Mursejleren er ekstremernes fugl – mere luftbåren end den bliver man næppe. Lige bortset fra æglægning, rugning og fodring af unger, foregår alle livsfunktioner i luften, inklusive søvn og parring. Det er et velkendt syn, når mursejlerne som sorte skalpeller skærer gennem sommerluften i svimlende fart. Her hen på sommeren ser man ofte grupper af nyudfløjne ungfugle, rene fartbøller, når de i tæt formation trykker sømmet i bund under skinger skrigen, sriiiiieee! De stryger over haver, langs gader og veje og omkring hushjørner og over tage, så man knap når at se røgen. De er kommet til verden under et tagskæg eller på en overdækket gesims, højt til vejrs på en bygning. Mursejleren er byernes fugl - hvor der ikke er byer, tager den til takke med klipper og bjergvægge, naturens egne højhuse.

Det er luftens indhold af små flyvende insekter, der holder mursejleren konstant på vingerne. Og jo højere fart, desto mere mad ryger i gabet per tidsenhed. I perioder med dårligt vejr og få insekter sætter redeungerne stofskiftet på pause, mens forældrene flyver væk, gerne langt og i flere dage, for at undgå blæst og regn. Når vejret atter retter sig, fortsættes hvor man slap. Mursejlerne ankom i maj og allerede her i løbet af august trækker de fleste atter mod syd med kurs mod vinterkvartererne i Sydafrika. Det bliver lige 10.000 km. – to gange årligt. Man anslår, at en mursejler i løbet af sin levetid flyver over 4 mio. kilometer. Det er ekstremt.

Mange mennesker kommer til at forveksle mursejleren med landsvalen, som også har lange, spidse vinger og fanger insekter i luften. Men svaler flyver langsommere og mere yndefuldt, er hvide på undersiden – og kvidrer både sødt og indtagende. Svaler tilhører spurvefuglenes orden, de har fødder, som gør dem i stand til at sætte sig, f.eks. på en ledning. Mursejlerens fødder er ikke til meget, den kan kun lige akkurat hænge i sine små tæer på en ru væg. Den tilhører en fugleorden, der hedder Apodiformes, ”dem, uden fødder”. Et videnskabeligt navn med indbygget overdrivelse. Den ny verdens kolibrier hører til samme orden – disse svirrende nektarsugende juveler har også meget lille skonummer, men er dog i stand til at sætte sig efter sædvanlig fugleskik.

Mursejleren i sit rette element